Tidligere udstillinger

Han opgav et lovende medicinstudium efter to år for at bygge båden færdig og arbejde på et reklamebureau. Senere studerede han grafisk design med fokus på maleri, byggede endnu en båd og rejste som 30-årig til Spanien i et år for at følge i Francisco Goyas fodspor. Hjemme igen blev han en anerkendt maler, en lykkelig ægtemand og stolt far til to døtre.

I mange år tegnede han politiske illustrationer til Frankfurter Allgemeine Zeitung og Sonntagszeitung, underviste i illustration og maleri på en tysk fachhochschule og deltog i sørejser som maler. I 2017 tvang en rygoperation ham til at opgive sit fag. Han kom til yachtforsikringsselskabet Pantaenius, hvor han udviklede firmaets visuelle identitet, som bruges over hele verden. Det er han stadig glad for og travlt optaget af, men staffeliet trækker mere og mere, og derfor kan vi se en lille udstilling med hans værker på Strynø i 2026.

Forfatteren Søren Ulrik Thomsen skriver i sin seneste bog, at fortiden er begyndt at falde foran ham. Jeg har det meget sådan, at det også er fremtiden, der falder. Hver dag ser jeg ting, der kunne få mig til at græde hele dagen – og nogle gange gør de det.

Den måde, verden ser ud på, og den måde, magten opfører sig på, bekræfter, at alt er forgængeligt – og det er det, udstillingen handler om. Den handler selvfølgelig også om den taknemmelighed, der må følge i kølvandet på en bevidsthed om forgængelighed. Intet sætter et ellers uoverkommeligt hverdagsproblem i perspektiv som forgængeligheden – i betydningen: »måske er det – eller du – slet ikke så vigtigt, når alt kommer til alt.«

Udstillingen skal derfor ses som et udtryk for, hvad mit skæve sind kan være optaget af. Du finder både gamle og nye værker, ofte lavet af ting, der også har haft »et andet liv« – forskellige forgængelige materialer, nu sat ind i en ny sammenhæng.

Mange af udstillingsgenstandene repræsenterer bådebyggere, der har samlet en enestående viden gennem deres arbejde som bådkonstruktører, bådebyggere og restauratører, nemlig Torsden og Ib Ivar Dahl, Kristian Fribo, Ib Nielsen og Tobias Bauneborg Nielsen, som for nylig byggede en tomastet smakkejolle i Svendborg.

Torsten Ivar Dahls tegninger er udtryk for et frodigt sind, påvirket af de historiske bådkonstruktører Aage Utzon og Colin Archer. I sig selv er de tegnerens kunst, og deres alder skubber dem endnu mere over i kunstens verden. Mandens overvejelser, tanker og overbevisninger vidner om hans engagement i faget og hans forståelse af verden på vandet.

Kristian Fribo tegnede og byggede sin båd Rosaline over otte år (1980–1987) ved sit hjem på Nordfyn. Udskriften af et interview med ham og hans kone, Annette, beskriver det praktiske og tankerne bag design- og byggeprocessen.

Samlingen vidner om strynøboernes personlige interesser – uden dem havde udstillingen ikke været mulig. En stor tak til Lone Anesen, hendes søn Laurits og Agnete og hendes svigerfar Ib Ivar Dahl for de mange udstillingsgenstande med tilknytning til Torsden Ivar Dahl og bådmodellerne; til Ole Mortansøn for inspiration, et foto og en beskrivelse af hans Aalborgjolle og et maleri af Ib Nielsen; til Asbjørn Bøg Petersen for hans loftsfund af en smuk antik bådmodel bygget på øen og en antik yacht lavet af agat; til Ib Nielsen for bidraget om hans bygning af Selma på Øhavets Smakkecenter; til Søren Højbjerg for den båd, han lavede af sin sko som otteårig, og et skib af horn, som hans mor købte for mange år siden; og ikke mindst til Skjold Christensen for et foto af hans bedstefar og sejlerkammerater og for hans hjælp med udstillingsgenstande fra Strynø Arkiv.

Vi er også meget taknemmelige over for de institutioner, der værner om træbådskulturen i vores område – Øhavets Smakkecenter og Danmarks Museum for Lystsejlads – for lån af udstillingsgenstande, der viser bådebyggernes håndværk.

Søren beskriver sin kunstneriske praksis:

Jeg er født i Vendsyssel i 1959 og boede der til 89. Jeg har brugt mine hænder kreativt hele mit liv, som barn til forskellige kreative eksperimenter, senere i mit arbejde, til ombygninger af f.eks. kraftværket osv. Jeg er uddannet værktøjsmager, så jern og stål er velkendte materialer for mig. Som kunstner er jeg selvlært, men har deltaget i forskellige kurser og workshops, f.eks. et år på kunstskolen i Svendborg.

Mange af mine værker tager udgangspunkt i de materialer, jeg finder. De leder mig ofte i retning af en idé eller skitse, afhængigt af hvor de kommer fra. Det kan være skifer fra et kirketårn, et stykke Ambrosius-eg, en sten, et vejskilt osv. Det kan også være omvendt: Jeg får en idé til en form og finder så materialerne til skulpturen.

Jeg er et politisk menneske, der er optaget af verden omkring mig, og af hvordan magtens ansigt viser sig forskellige steder. Det forsøger jeg at udtrykke i mange af mine værker. Her er materialerne fundet specifikt, så jeg kan illustrere og stille spørgsmål til en given politisk dagsorden eller et problem.

Jeg arbejder primært tredimensionelt, men er de senere år også begyndt at eksperimentere mere med billeder. Jeg bliver inspireret af materialer, af naturen, af andre menneskers perspektiver og af verdenssituationen. Uanset hvilke værker jeg arbejder på, vil de altid være forbundet med mig, mine tanker og følelser, og det kommer til udtryk i denne udstilling, som titlen siger: ›Maybe just a feeling‹.

Juni 2023.

Til ferniseringen havde vi mellem 40 og 50 besøgende i galleriet, hvilket bekræfter os i, at galleriet er et sted, hvor øboere og besøgende kan mødes, bidrage og få noget nyt og stimulerende ind i deres liv.

Udstillingsgenstandene spænder fra en beretning om en fars prøvelser en dag under Anden Verdenskrig til en beskrivelse af, hvordan en ske blev lavet af træ fra et skibsvrag i New Zealand, og meget mere. Blandt bidragyderne er Erik Schreiner Hanse, Susanne Hansen, Lise Thillemann Sørensen, John Sørensen, Birgit Bergrensen, Dorte Quist Gregersen, Mikael Kian Hansen, Jeremy Cosmo Davies, Wojtek Zochowski, Donna Maria Hurford, Elisabeth Gregersen, Søren Højbjerg & Helle Elværket, Marianne Schmidt Lund, Birthe Groth, Cecilie Beck Gordon & Gabriel Ladd Gordon, Elinor Meilvang, Martina Dani og Arne Ramhøj.

Så kom og se udstillingen, som vises fra 5. til 28. maj. Galleri Tegn har åbent torsdag til søndag kl. 10.00–17.00 eller efter aftale. Velkommen!

Som ø er vi omgivet af havet. Om sommeren svømmer vi mellem vandmændene og ser børnene fange krabber. Øen har også en stor bestand af edderkopper i alle former, størrelser og farver. I Strynø by står en række fredede træer – børnene har besøgt, fotograferet og malet dem.

Hvert år i slutningen af marts drager hele landet ud for at samle affald langs vejkanter, strande og offentlige steder. I år besøgte børnene fra Skattekisten Strynøs kyst og samlede alskens drivgods, fundet i virvaret af ålegræs, der var skyllet op på vores strande. Deres smukke udstilling er tankevækkende, og den beroliger os med, at de allerede som små bliver gjort opmærksomme på forureningens konsekvenser.

Tak til børnene, lærerne og alle, der arbejdede så hårdt for at skabe en så spændende og fornøjelig udstilling. Vi vil meget gerne vise en lignende udstilling hvert år.

Han skriver: Mit kunstneriske udtryk næres af det sted, jeg er – hvad enten det er en skov ved Herning, mit atelier på Drejø, en gade i Rom eller en parkeringsplads ved færgelejet til Strynø. Jeg iagttager og samler ting! Målet er at omsætte det til et kunstnerisk udtryk på papir, gennem fotografi, collager, objekter, maleri osv.

Jeg iagttager, samler og dokumenterer de spor, vi mennesker efterlader. Det visuelle udtryk ligger på grænsen mellem irrationalitet og tvangen til videnskabelig klassifikation – og ikke mindst forfaldets æstetik. Sådan fungerer min hjerne. Den hviler aldrig!

Selvom kun en brøkdel af mine iagttagelser og samlinger ender som færdige værker, har jeg det fint med det. Sådan er det.

Steen Kjær Jacobsen, Strynø, juni 2022.

Alberto begyndte samlingen for over fyrre år siden, fordi han, som han sagde, kunne lide de enkelte genstande og de mennesker, der solgte dem – og havde råd til at købe dem. Den udstillede samling omfatter Makonde-udskæringer fra det sydlige Tanzania og det nordlige Mozambique i form af figurer, fetischer og menneskelignende skamler; Kuba-tekstiler fra Congo, lavet af raffia i stilarter, der går tilbage til 1600-tallet; og malede Shetani-udskæringer, som opstod i midten af 1980’erne i Tingatinga-stilen efter George Lilanga (en anerkendt Makonde-kunstner). Shetani er ånden i mennesket eller dyret, fortolket af kunstneren og ofte med humor. Makonde-folket skærer også Shetani i ibenholt, hvilket skaber en spirituel forbindelse til kunstnerens abstrakte fortolkning af motivet.

Den udstillede samling kommer fra Mali, Ghana, Etiopien, Kenya, Tanzania og Mozambique. Vi takker Kirsten og Alberto for at låne Galleri Tegn så velmodtagne værker.

Min kunstneriske praksis modnedes under min kandidatuddannelse i samtidskunst for over ti år siden. Jeg designede og byggede møbler på bestilling, og i lang tid havde jeg gemt de mere dramatiske træafskær, som jeg lavede skarpkantede skulpturelle værker af. Det var afskær fra en egetræsbro, en elliptisk klinkbygget siddeplads, en Windsor-stol og lignende projekter.

Først på uddannelsens andet år gik det op for mig, at al min skulpturelle produktion byggede på afskær, og så begyndte en ny rejse, hvor jeg kunne definere rammen for mit nyfundne sprog. Det var en åndelig opdagelse, der førte mig til taoismen og princippet om ›gensidig opståen‹. I modsætning til vestlige trossystemer er der i Østen ikke megen forståelse af det, vi kalder ›rigtigt‹ og ›forkert‹. I taoismen er ›gensidig opståen‹ billedligt talt et kontinuum med mange muligheder. Der er ikke ét svar; det handler mere om overvejelse og refleksion gennem tanke og samtale.

Udstillingen viser grafitafgnidninger, akryltryk, cyanotypi-fotogrammer, træafskær i forvandling og gipsafstøbninger. Et eksempel er serien af cyanotypi-fotogrammer lavet med afskær fra et projekt, hvor jeg designede en trebenet stabelstol til en kirkes menighed – deraf navnet Trinity Chair. Gåden i at forstå værket ligger hos dig, beskueren. Selv prøver jeg at holde det enkelt – hvorfor kan fotogrammet af Trinity Chair ikke ses som ›stolen‹? Det taoistiske princip om ›gensidig opståen‹ giver dig netop lov til at fortolke virkeligheden på en lang, legende, eftertænksom og inspirerende måde. Du kan måske ikke sidde på ›stolen‹, men du kan lade dig tage med på en åndelig rejse, der fortolker den som en stol. Det er kunstens gave i det hele taget: at være åben for ny tænkning.

Min passion er materialer og proces. At se, holde, røre og mærke taktile overflader. Jeg har også en passion for træbåde. Håndværket og bådebyggernes forståelse af materialerne og de processer, de følger for at tegne og bygge noget så smukt og formålsbestemt, inspirerer mig. At høre en gammel bådebyggers knudrede ord beskrive hans tankegang, en historie, et fagudtryk eller en bestemt genstand definerer ham – en uddøende kunst.

Udstillingen dækker tre forskellige perioder i England, Kenya og nu Danmark. Der er mange cyanotypi-fotogrammer, lavet ved at udsætte lysfølsomt kvalitetspapir for sollys. Desuden to grafitafgnidninger lavet i Kenya af swahiliskodder og en udhulet kano af et mangotræ, alle på japansk papir. Der er akryltryk af rød snapper efter en gammel japansk tradition, gyotaku – en måde, hvorpå fiskere kunne registrere de fisk, de havde fanget.

Jeg håber, at udstillingen tager dig med på din egen fornøjelige rejse.«

Jeremy Cosmo Davies, april 2022.